Føler mig sorgbetynget.

Jeg er dybt påvirket i disse dage. Kontanthjælps loftet rammer inden længe. Jeg har gennem mange år, hjulpet mennesker som er røget på numsen i et samfund hvor sikkerheds nettet bliver mere og mere bred masket. Jeg har altid kunnet hjælpe den enkelte. Folk havde jo vise rettigheder, og det var ofte misforståelser som var årsagen. Social rådgiverne ville gerne hjælpe, og samfundet var skruet sammen til at holde familier sammen og til at afhjælpe nød. Så man fandt som regel en eller anden løsning. 
Jeg har ALDRIG oplevet noget som ligner det som sker i samfundet lige nu. 
Folk ryger vitterlig ud af deres hjem med børn og hele pive tøjet.. 
Jeg ser magtesløs på at folk desperat leder efter kældre, campingvogne, skure ja sågar telte for at have en bolig. 
Jeg har set adskillige underretninger fra kommunen på helt almindelige forældre med børn som nu er angste, og har svært ved at fungere fordi de ved at deres familie er truet. 
Jeg ser budgetter hvor rådighedsbeløbet er i minus på grund af gæld til kommunen på grund af indskud fra tidligere. 
Jeg ser folk som er strandet i en lejlighed de før kunne betale, men ikke kan mere. De har ikke råd til at flytte men heller ikke at blive. 
Jeg ser syge som nu skal finde 225 timers arbejde, på trods af at de dårligt kan stå eller gå. Jeg ser kvinder og det er mange som seriøst spørger hvad man kan tage for et blowjob. Og som søger kunder. 
Jeg ser brevene hvor folk for beskeden om at de mister det meste af deres rådighed beløb. Så det er for mig ikke bare noget der sker på et teknisk plan det sker virkeligt 
Det er som at stå på kanten og se ned i et helvede af kaos, nød og elendighed. Folk græder, i desperation og aner ikke hvad de skal stille op med dem selv og deres børn og indbo efter den første. 
Det værste er næsten at de spørger mig hvad de skal gøre, og jeg kan ikke hjælpe dem mere. Det er nemlig meningen at de skal lide. Social rådgiverne ville gerne hjælpe, men de er sygemeldt, tilbage sidder nogle kontor ansatte med hang til magt glæde og lukker dørene til hjælpen. Samfundet er ikke længere til for borgene så man kan ikke længere finde løsninger. Samfundet er ligeglad med den enkelte. Det samme er naboer familie og bekendte til de berørte. 
Jeg bliver sgu så ked af det når jeg magtesløs må se på, at børn har ondt i maven fordi mor prostituere sig for føden. 
Man advare men man har ingen løsning. Jeg kan ikke længere hjælpe folk. Nøden er blevet mere praktisk. Før havde folk rettigheder, det har de ikke længere. 
Før kunne vi stoppe derouten idag ender det først når selvmord stopper lidelser. 
Dette opslag er skinbarlig virkelighed og ikke bare hentet i min fantasi. 
Jeg er blevet dybt på virket af den kynisme der er lagt for dagen politisk.


Opslag på Facebook